Rejsebrev

Montreal 08.01.2007

Det gik smertefrit fra Kobenhavn til London, og ventetiden i Heathrow gik ogsaa fint med Jorgen Leths Uperfekte Menneske.
Det forste tegn paa at min rejse til Canada ikke ville gaa helt som planlagt viste sig lige foer hjulene paa Air Canada flyet slap jorden.
Kvinden til venstre for mig gjorde korsets tegn, og egentlig var det jo ganske betryggende at have en ved sin side, der havde herren paa sin, taenkte jeg. Men det fik vi nok slet ikke brug for. Canadierne er professionelle folk, saa det skulle nok gaa, ressonerede jeg, lige foer kvinden i saedet foran mig lagde saedet tilbage!!! Chok - hun var kaempestor og ryglaenet kom faretruende naer mit spinkle korpus, foer det stoppede. Hver gang kyklopen foran gjorde en bevaegelse, truede det arme ryglaen med at give efter, og hvem skulle saa tage fra - MIG!!!
Saledes placeret med doden lurende lige foran mig, sad jeg otte stive timer til Ottawa. Men mad var der nok af, og den var da udmaerket, selvom boffen smagte som forloren skildpadde, brodet vare toert og smoeret usaltet. Nu har man ikke meget andet at lave, saa vi aad os tvaers over Atlanterhavet - ikke mindst kyklopen - og ankom planmaessigt til Ottawa kl. 17.00 lokal tid.
Masser af tid til at naa naeste fly. Troede jeg.
For de professionelle canadiere ville ikke lukke undertegnede ind i deres aah saa skonne land uden videre. Forst efter et meget grundigt tjek, hvor den ellers flinke graensebetjent spurgte mig om de samme sporgsmaal 1000 gange, fik jeg lov at gaa videre bare for at mode en doer, der lukkede lige for naesen af mig. Der stod jeg saa. Flyet kl. 18.00 til Montreal var forlaengst floejet, men man sagde, at jeg bare kunne tage det naeste. Saa jeg proevede at abne doren, og nu kan jeg saa prale af at have sat alarmen i gang i Ottawas Internationale lufthavn. Nu bliver du nok skudt eller smidt i kasjotten, taenkte jeg. Men skete der? - ikke en skid!!!
Saa abnede doren, og jeg kunne gaa videre til tjek inn paa naeste fly til Montreal.
Og nu tager ekspeditionen for alvor fart. For efter at have ventet to timer kom jeg endelig ud til dagens sidste fly, og hvad stod der der lige foran mine ojne??? - En PROPELMASKINE!!!
Hvad er en ekspedition uden en propelmaskine??? Ikke meget - saa jeg var ellevild og hoppede ind sammen med de seks andre passagerer. Den gaeve stuart henvendte sig pludselig til mig, fordi jeg sad ved nodudgangen - og vel fordi han kunne se, at jeg var opgaven voksen - og instruerede mig i, hvordan jeg skulle trakke i et haandtag, smide vinduet ud og selv hoppe ud, hvis der skete noget under vejs. Eller som han sagde: pull - through - go! Og saa floj vi til Montreal og fik en kop sur kaffe paa vejen og det oplyste Montreal i natten med en super flot skyline som rejsens sidte hoejdepunkt.

Venlig hilsen

Ekspeditionsleder Kristian Jakobsen