Hvad har Mette og Kristians søndagstømmermænd, en helgen fra romertiden og en grøn hat med hinanden at gøre? Ikke meget skulle man tro, men det hele er på mystisk vis forbundet i St. Patricks Day, der er blevet fejret med maner henover weekenden - også her i Montreal.
St. Patrick er Irlands nationalhelgen. Han gjorde en stor del af de irske hedninge kristne for omkring 1600 år siden, og det blev de så glade for, at de har fejret ham lige siden. En gang om året går irerne amok, og fordi de har spredt sig rundt om i verden som løvfald i skovbunden, er der nu St. Patricks Day i byer over hele kloden. Helligdagen har dog udviklet sig i en lidt anden retning end en kirkens mand ville bryde sig om. Kort sagt bliver der DRUKKET IGENNEM, så det driver!
Her i Montreal begyndte festlighederne for alvor fredag aften på de irske pubber, lørdag blev der lukket op for de Guinness fyldte haner op ad formiddagen, og i skrivende stund bliver der vist stadig sagt "CHEERS LADS" et sted eller to.
Der var lang kø uden for en af de lokale pubber over middag lørdag, men vi kom først ind i kampen lørdag aften. Der var fest, stemning og sækkepiber the Irish Way og glade folk overalt. Vi mødte et ungt par fra New York og John, der var halvt Irer og halvt Slovak med tyske aner, mente bestemt, han var disponeret for at drikke sig i hegnet. Som sagt så gjort. Vi fortsatte rundt i det lystige natteliv og ramte puderne en gang efter fire søndag morgen. Op ad formiddagen var det så op og afsted til PARADEN. Vi stillede os op og ventede sammen med mange tusinde andre. Ventetiden blev af mange brugt på at hælde endnu mere Guinness ned her søndag formiddag, hvor man ellers skulle tro at folk, ligesom os, havde fået nok. Men nej, nej...
Optoget var vild flot med masser af sækkepibebands, dekorerede vogne og spøjse folk. Efter et kvarter troede vi det var ved at være slut, men efter to timer stod vi stadig og morede os over det laaaaaaaaange optog. Så tog vi os en frokost gik ud igen, og efter tre timer var det så slut. Det har været vores hidtil festligste weekend i Montreal, og vi er rent ud sagt en smule medtagede her søndag aften. Men sjovt har det været!
Cheers lads!
Mette og Kristian :)
søndag den 18. marts 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar